Air Greenland sov i timen

Meget tyder på, at Air Greenland sov i timen, da Selvstyret sidste forår indledte forhandlinger for at bringe rejseudgifterne ned. En ønskeseddel blev fremlagt for både Air Greenland og Air Iceland, men de to selskaber reagerede vidt forskelligt på invitationen.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
02. februar 2011 10:53

Af korrespondencen mellem Selvstyret og Air Greenland, som Radioavisen har fået aktindsigt i, fremgår det, at det delvist selvstyre-ejede selskab ville vende tilbage med et tilbud om storkunde-rabat i løbet af efteråret.

Men inden det overhovedet skete, havde Selvstyret været igennem et længere forhandlingsforløb med Air Iceland, der siden blev underskrevet en aftale 24. november 2010.

Selvstyret kontaktede nemlig i første omgang både Air Greenland og Air Iceland tilbage i april 2010 for at høre om mulighederne for at få rabatter på rejser og fleksibilitet på billige røde billetter.

Air Greenlands salgschef, Klaus Johansen svarede, lidt forsinket hvilket han også undskyldte, den 26. maj 2010, at Air Greenland ikke ønsker, at deres billigste billetter, altså de røde og restriktive billetter, skal være fleksible. Han var bange for at deres forretning vil blive undermineret og at man dermed tilskyndede Selvstyret til at købe røde billetter og dermed udvande de grønne, fleksible billetter.

Og mens Air Greenland afviste at imødekomme en række af Selvstyrets ønsker og derudover lovede at vende tilbage med nye priser i løbet af efteråret, var Air Iceland anderledes vakse ved havelågen.

Af den endelige aftale, som Air Iceland og Selvstyret endte med at indgå i november 2010, kan man således se, at Air Iceland har imødekommet Selvstyrets oprindelige ønsker ét for ét. Heraf er det mest væsentlige velsagtens, at Air Iceland lover at begynde helårsbeflyvning af Nuuk, som Selvstyret netop har efterspurgt.

Listen med Selvstyrets ønsker til flyselskaberne fremgår første gang i en mail fra fuldmægtig i indkøbsfunktionen under Selvstyret, Jan Mikkelsen den 7. maj 2010.

"Vores gensidige projekt har højeste prioritet" skrev Air Iceland den 31. maj 2010, hvor man allerede er i gang med at iværksætte helårsbeflyvningen.

Igen den 12. juli 2010 skriver Air Iceland så til Selvstyret, at man har besluttet at flyve året rundt som en direkte konsekvens af drøftelserne med Selvstyret.

Så mens Air Greenland siger, at de vender tilbage til efteråret, begyndte en intensiv mail-udveksling mellem Selvstyret og Air Iceland. Her arbejdede man tilsyneladende yderst målrettet for at opfylde Selvstyrets ønskeseddel og blev så at sige belønnet med den nyligt offentliggjorte indkøbsaftale.