Air Greenland og Selvstyret har underskrevet servicekontrakt

Air Greenland og Selvstyret har efter længere tids forhandlinger underskrevet servicekontrakt for passagerbefordring. Det oplyser Departementet for Infrastruktur til KNR.
Foto © : Camilla Dam/KNR
19. december 2016 12:17

Sagaen om servicekontrakterne er endelig nået til, at der er sat en underskrift på kontrakten mellem Air Greenland og Selvstyret. 

Det betyder, at det mandag bliver muligt at købe billetter til afgange med Air Greenland på den anden side af nytår.

Det drejer sig om distriktflyvninger til og fra Qaanaaq, Upernavik, Uummannaq og Tasiilaq. Derudover gælder det den fastvingede beflyvning til og fra Qaanaaq og shuttleflyvninger til og fra Qaarsut og Kulusuk.

I en pressemeddelelse udtaler naalakkersuisoq for infrastruktur, Martha Lund Olsen, glæde over aftalen: 

- Jeg er utrolig glad for at de sidste brikker nu er faldet endelig på plads, så der kan blive skabt den fornødne ro om trafiksituationen i de kommende år generelt og ikke mindst om den nærtstående juletrafik specifikt, udtaler hun. 

Departementet for Infrastruktur oplyser, at de sidste tillægsaftaler til servicekontrakterne forventes at være på plads indenfor de nærmeste dage og uger. Der forhandles stadig om et system for indlogering, forplejning og tabte billetter ved forsinkelser. 

Der er dog enkelte tillægsaftaler, der allerede er faldet på plads. I Sydgrønland kan borgerne se frem til, at der vil blive udbudt yderligere helikopterkapacitet i vinterperioden. Ifølge Martha Lund Olsen vil særligt borgerne i Nanortalik kunne mærke et løft i service.