Air Greenland og Disko Line afviser karteldannelse

Air Greenland og Disko Line afviser beskyldninger fra Aluu Airlines om karteldannelse. Det skriver avisen Sermitsiaq.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
10. december 2016 15:25
Versionist Jaaku Lyberth

Flyselskabet Aluu Airlines mistænker Air Greenland og Disko Line for karteldannelse i forbindelse med servicekontrakterne for transport, og Aluu har derfor kontaktet Konkurrencestyrelsen i sagen.

Men der er ikke noget at komme efter, lyder det fra både Air Greenland og Disko Line. Direktør i Air Greenland, Michael Højgaard, forklarer til avisen, at Disko Line fik et tilbud på helikopterflyvning, som et hvert andet selskab kunne have fået.

LÆS OGSÅ Aluu Airlines mistænker Air Greenland og Disko Line for karteldannelse

Ifølge ejer af Disko Line, Jørgen Sølvsten Nielsen, var selskabet i kontakt med flere danske helikopterfirmaer, men ingen havde interesse i at flyve i Grønland.

- Air Greenland havde løst opgaven hidtil. De havde faciliteterne og den økonomi, der skulle til. Derfor bad vi om at få nogle helikopterpriser fra dem. Aluu Airlines havde på daværende tidspunkt hverken fremlagt regnskaber eller havde helikoptere, så vi tænkte ikke på at spørge dem, og de har heller ikke henvendt sig til os, siger Jørgen Sølvsten Nielsen til Sermitsiaq.

LÆS OGSÅ Disko Line opruster