Air Greenland med overbevisende overskud

Air Greenland præsenterede i går på sin ordinære generalforsamling i Katuaq i Nuuk sine aktionærer, SAS, Staten og Selvstyret, for et overskud før skat på 80,7 millioner kroner i 2014.
Foto © : Air Greenland
05. maj 2015 10:11

Resultatet ligger godt 17,5 millioner kroner over resultatet året før.

- Vi er glade for at se, at Air Greenland på trods af et stagnerende marked har leveret et godt resultat, lød det fra formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, der kan se frem til at modtage en udbyttebetaling til Landskassen på godt 11,2 millioner kroner.

Læs også Air Greenland fik pænt overskud i 2013

Indtjeningen på de 80,7 millioner kroner betegnes af ledelsen som tilfredsstillende og opnået på trods af et mindre fald i passagertallet, mens selskabet til gengæld har kunnet notere fremgang på chartermarkedet.

Samtidig er der gennemført effektiviseringer, der har betydet store omkostningsbesparelser. Selvstyrets to repræsentanter i bestyrelsen, Jens Willumsen og Julia Pars, fik genvalg.