Air Greenland mødes med utilfredse kunder

Tusindvis af grønlændere har meldt sig ind i en Facebook-gruppe, der kritiserer Air Greenlands priser. Nu mødes parterne, men der er ingen garanti om lavere priser.
Skrevet af Rune Langhoff
24. maj 2010 15:18

3.691. Så mange medlemmer var der tidligere i dag af Facebook-gruppen "Vi er trætte af Air Greenlands høje billetpriser". Det svarer til knap 7 procent af Grønlands befolkning - så hos Air Greenland tager man gruppen alvorligt. Derfor mødes parterne på onsdag.

- Det er klart, at når vi ser, at der en lang række mennesker, der melder sig en i en Facebook-gruppe, som klager over Air Greenlands priser, så er det interessant at høre nogle af deres betragtninger om priserne. Samtidig kan vi så have en dialog om, hvorfor priserne er, som de er i Grønland.

Det siger Michael Binzer, administrerende direktør i Air Greenland. Han håber på en konstruktiv debat med de, der møder op.

- Jeg håber jo på, at det bliver en mulighed for at høre nogle af kundernes forslag til, hvordan vi kan gøre det anderledes. De har nævnt en del forslag i gruppen, for eksempel at gøre overnatnings- og foplejningsforsikringen valgfri, og det kommer jeg for at lytte til, siger han.

Men debatten skal nok blive livlig, for på Facebook-siden beskyldes Air Greenland for at bremse udviklingen af det grønlandske samfund med deres høje priser. Men den køber Michael Binzer ikke:

- Først og fremmest er det jo ikke Air Greenland, der har anlagt landingsbanerne, der hvor de er anlagt, eller bestemt skatter og afgifter. Der er en lang række faktorer, der gør, at det er dyrt at flyve i Grønland. Vi er meget få mennesker, og derfor tror jeg, de høje priser skyldes andre ting end bare Air Greenland, siger han.

Uanset hvad, opfordrer Michael Binzer alle Air Greenlands kunder til møde op. Men lavere priser, kan han ikke garantere:

Jeg kan som udgangspunkt ikke love noget, men vi har bestræbt os på at nedsætte priserne. Vi har for eksempel nedsat den røde pris med 30 procent siden 2001, og det selvom priserne i resten af samfundet er steget. Det, synes jeg faktisk, er meget flot, siger Michael Binzer, administrerende direktør i Air Greenland.

Mødet finder sted på onsdag klokken 19.30-21.00 i Air Greelands hovedkontor i Nuuk.