Air Greenland lander stort overskud
Omsætningen stiger, og det samme gør overskuddet. Air Greenlands årsregnskab viser, at det går godt i det grønlandske flyselskab.
I 2016 omsatte Air Greenland for 1.3 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 82 millioner kroner i forhold til 2015.
Og overskuddet peger i samme retning. I 2016 landede flyselskabet et overskud på 111 millioner kroner før skat, hvilket er 20 millioner kroner mere end året før.
LÆS OGSÅ Royal Arctic Line med historisk regnskab
Til gengæld har Air Greenland nedskrevet værdien af sin Airbus 330-200 med 70 millioner kroner, fordi markedsværdien af flyet er faldet. Det betyder, at årets resultat bliver 40 millioner før skat, når nedskrivningen af Airbussen er medregnet.
Strategien virker
Men det slår ikke skår i glæden hos bestyrelsesformand i Air Greenland, Søren Lennert Mortensen:
- Samlet set betragter jeg 2016 som et godt år. Resultaterne af året er opnået med samme antal ansatte - der har været travlt, og det er glædeligt at se vores strategi fungerer, udtaler han.
LÆS OGSÅ KNI viser fremgang på flere millioner i halvårsregnskab
Sidste år bød på flere gode resultater for Air Greenland. I august havde selskab en stigning i antallet af passagerer på 16 procent sammenlignet med 2015. I hele 2016 steg antallet af rejsende med 9 procent.
- 2016 var derfor et travlt år for alle i selskabet, hvor mange har ydet en helt særlig indsats - det ser vi nu konkrete resultater af i vores regnskab, udtaler Søren Lennert Mortensen.