Air Greenland giver kunder mulighed for at ændre billetter

Flyselskabet reagerer nu på Selvstyrets nye stramninger for passagerer mellem Danmark og Grønland.
På baggrund af de nye karantæneregler og anbefalinger fra Selvstyret, giver Air Greenland nu deres kunder mulighed for at ændre billetterne. Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Malik Brøns
01. oktober 2020 17:18

På grund af de nye restriktioner, som Naalakkersuisut satte i kraft onsdag, reagerer Air Greenland.

Stramningerne lyder, at du skal gå i fem dages karantæne, når du ankommer til Grønland fra et hvilket som helst sted i Danmark og blive testet igen fem dage efter ankomst. 

Selvstyret fraråder desuden alle ikke-nødvendige rejser ind og ud af Grønland. Det sker efter et stigende antal COVID-19-smittede i Danmark.   

På baggrund af de nye karantæneregler og anbefalinger fra Selvstyret, giver Air Greenland nu deres kunder mulighed for at ændre billetterne.

Det er alle sammenhængende atlantbilletter, der kan ændres uanset afrejse- og ankomstdato. Man kan få sin rejse ændret gebyrfrit frem til og med den 18. oktober - derefter vil de normale billetregler gælde igen, siger Air Greenland.

Der er dog forskellige måder at ændre billetterne på. Det afhænger af billettypen og hvornår man har købt billetten.

Billetter købt den 6. september eller før

Hvis man har en såkaldt Premium eller Standardbillet, som er købt den 6. september eller før kan man selv ændre billetten på Air Greenlands hjemmeside. Det gør man ved trykke på ”booking”, og gå videre til fanen, der kaldes ”min flybillet”.

Billetter købt den 7. september eller senere

Hvis man har en Premium, Standard eller Takussbillet, som er købt den 7. september eller senere, skal man hente en formular på Air Greenlands hjemmeside.

Det gælder for alle der har en Takuss billet, at de skal benytte formularen på hjemmesiden for at få billetten ændret (ikke kun dem købt efter d. 7. september). Formularen sendes direkte fra hjemmesiden.

Formularen kan man finde inde under Covid-19-siden på Air Greenlands forside. Den skal udfyldes og sendes tilbage til Air Greenland.

Rejsen kan ændres frem til og med 31. marts 2021 fortæller Air Greenland i dag.

Læs mere her.