Air Greenland forbedrer passagerinformationen

Air Greenland har introduceret et email-system der skal sikre en hurtigere og mere direkte information til passagererne. Systemet er blevet introduceret tidligere end forventet på grund af konflikten mellem Air Greenland og piloterne.
Skrevet af Louise M. Kleemann
12. januar 2011 08:32

- Kort fortalt går det ud på, at de pågældende passagerer modtager en e-mail med besked om ændringen. I dette tilfælde besked om, at flyvningen som vedkommende har billet til, er aflyst og at der er flere valgmuligheder for kunden, nemlig refundering af billetten, ombooking eller at beholde sin booking og komme med på næste afgang med ledige pladser, oplyser Air Greenland.

Air Greenland håber på den måde, at få et hurtigt et overblik over, hvilke passagerer der allerede har fået denne information, og hvem selskabet fortsat mangler kontakt med og herefter vil ringe til.

Ifølge E-sales Manager Jesper M. Drejer bliver næste fase i systemet at udbygge det med en sms-funktion, så informationerne også kan sendes til kundernes mobiltelefoner.