Air Greenland: Covid-19 udfordrer trafikafviklingen
Der kan i den kommende tid være sene flyaflysninger og ændringer i det planlagde trafikprogram.
Det skriver Air Greenland i en pressemeddelelse.
Flyselskabet er nemlig også ramt af coronavirusset, hvor udbredt smitte og karantæne blandt både personale og passagerer skaber udfordringer.
- Vi tilstræber hele tiden at få afviklet det planlagte trafikprogram og få flyttet de passagerer, som er berørt af smitte og dermed ikke kan rejse som planlagt, men da smitten med Covid-19 i øjeblikket er meget omfattende i både Grønland og Danmark, kan det betyde ændringer i sidste øjeblik, siger Kundeservicechef hos Air Greenland, Johanne L. Knudsen.
Vigtigt med korrekte kontaktoplysnigner
Derfor er det vigtigt, at passagererne sørger for at give de korrekte kontaktoplysninger.
- For at vi altid kan give besked om pludselige ændringer på rejsen, er det vigtigt, at vi altid har korrekte kontaktoplysninger, så vi kan give direkte besked via sms eller mail. Det er også en god idé at registrere sin rejse i Club Timmisa appen, hvor alle ændringer opdateres løbende, lyder det.
Det er også begrænset, hvor mange passagerer, der må være med. 19 passagerere må være med på et fly.
Begrænsningen af antal passagerer er også forudsætningen for, at Air Greenland har fået ekstraordinær tilladelse fra Trafikstyrelsen for at flyve uden stewardesse eller steward på Dash-8 flyvninger. Det er for at sikre infrastrukturen i hele landet, skriver selskabet.
- Det vil således på disse flyvninger være piloterne ombord, som forestår sikkerhedsbriefing og kommunikation med de rejsende.
- De passagerer som bliver flyttet grundet begrænsningen på 19 passagerer, vil automatisk blive ombooket til snarest mulige alternative afgang, skriver Air Greenland.
Ikke mange pladser i den kommende uge
Situationen gør også, at der er meget få pladser tilbage på de forskellige indenrigsflyvninger i den kommende uge.
Derfor er det i øjeblikket ikke muligt at købe en billet på www.airgreenland.gl til og med den 16. januar, oplyser Air Greenland.
- Der er dog friholdt få sæder på forskellige afgange til borgere med uopsætteligt behov for at rejse, som følge af kritisk sygdom, dødsfald i nær familie eller lignende, skriver Air Greenland.
Hvis du har behov for at kontakte Air Greenland omkring dette, så kan du skrive til websupport@airgreenland.gl. Det er også mailen, som du kan skrive til, hvis du er i tvivl om flyselskabet har dine korrekte kontaktoplysninger.