Air Greenland bliver AWG storsponsor

Air Greenland har forpligtet sig på klækkelige rabatter og sponsorbilletter til Arctic Winter Games i Nuuk 2016.
06. juni 2014 10:32

Om to år har Grønland værtsskabet for Arctic Winter Games. Et stort arrangement, faktisk det største her til lands ind til videre er det blevet sagt. Det koster selvfølglig penge, og de penge begynder for alvor at tikke ind.

Den seneste storsponsor til at spytte i kassen er Air Greenland.

Flyselskabet betaler ikke i rede penge, men giver til gengæld en klækkelig rabat på charterflyvninger og står således for både frivillig arbejdskraft og et rigtigt godt tilbud på billigere sponsorflybilletter til dommere, frivillige og sekretariatet.

Og der er god brug for flybroen. Det er nemlig en helt ekstraordinær logistisk opgave at flyve 2000 mennesker ind til åbningsceremonien i Nuuk.  For eksempel skal 1259 mennesker flyves fra Kangerlussuaq til Nuuk på én enkelt dag oplyser Air Greenland.

Her til bliver næsten hele Air Greenlands Dash-flåde sat ind.

En anden udfordring er ishockey, som afholdes i Iqaluit i Canada.

- Det kræver en grundig planlægning for uden ishockey, intet Arctic Winter Games - og uden Air Greenland, intet Arctic Winter Games, lyder det fra Air Greenland, som oplyser, at det her bliver det største sponsorat i Air Greenlands historie.

Dagens julemand er Air Greenlands administrerende direktør, Michael Højgaard, og han glæder sig over aftalen:

- Arctic Winter Games er en helt unik begivenhed. Både for Grønland og for os. Vi glæder os rigtig meget til at byde deltagerne velkommen om bord på vores fly. Det første møde med Grønland starter jo for de fleste allerede i mødet med Air Greenland, og det er et ansvar, vi tager alvorligt - også når det gælder Arctic Winter Games i 2016.