Air Greenland betaler for strandede indtil imorgen

Askeskyen over Sydgrønland og dele af Østgrønland medfører i dag aflyste flyafgang til og fra Kulusuk, Tasiilaq, Narsarsuaq, Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik. Air Greenland oplyser, at de betaler overnatning og forplejning til imorgen tidlig.
Skrevet af Karsten Sommer
10. maj 2010 05:33

Også lufthavnen i Keflavik i Island er ramt, og premieren på Air Greenlands sommerrute til Island er dermed også udsat.

Til gengæld flyves der indtil videre fra Nuuk og nordpå samt mellem Danmark og Grønland. Air Greenland forventer også at kunne flyve mellem Nuuk og Paamiut her til morgen.

Om flyvningerne til Syd- og Østgrønland kan genoptages i morgen tirsdag, gives der besked om senere i dag. Det afhænger af askeskyens udvikling i løbet af dagen.

Men Air Greenland henleder opmærksomheden på, at der i morgen kl. 9 afgår kystskib fra Nuuk og sydpå. Hvis man vil være helt sikker på at komme sydover, kan man kontakte Arctic umiaq Line, og købe billet til Sarfaq Ittuks afgang tirsdag morgen.

Air Greenland tilbyder iøvrigt passagerer med bookede rejser til og med på onsdag den 12. maj, at de kan få ombooket og eller refunderet deres billetter.

Samtidig betaler Air Greenland for overnatning og forplejning for strandede passagerer frem til imorgen tidlig. Herefter betales der ikke for opholdsudgifter i Grønland i forbindelse med askeskyen, meddeler selskabet.