Air Greenland: To Atlantflyvninger torsdag

Nu hvor luftrummet over Danmark såvel som dele af Grønland, igen er åbnet for flytrafik, forventer Air Greenland at gennemføre 2 flyvninger over Atlanten i morgen torsdag.
Skrevet af Karsten Sommer
21. april 2010 15:10

De ordinære flyvninger, både over Atlanten med selskabets Airbus 330-200 og de tilhørende indenrigsflyvninger, forventes gennemført, om end med få ændringer i nogle af afgangstiderne. De ændringer fremgår af Air Greenlands hjemmeside.

Derudover planlægges en ekstra flyvning med Air Greenlands anden atlantmaskine Kununnguaq mellem København og Kangerlussuaq med afgang fra København klokken 12 dansk tid.

I den forbindelse vil der blive fløjet ekstrature på indenrigsruterne.

De heldige passagerer til den ekstra atlantflyvning vil fortrinsvis være dem, der har ventet siden torsdag og fredag i sidste uge, fortæller Air Greenland. De bliver kontaktet direkte af Air Greenland.

Om passagererne til og fra Nuuk i morgen kommer afsted, afhænger selvfølgelig af, om flyveforbuddet over Nuuk ophæves i nat, understreger selskabet.

Ifølge den seneste melding fra Naviair er luftrummet mellem Maniitsoq og ned til syd for Nuuk lukket for al trafik frem til klokken 6 i morgen tidlig.

Der er nu omkring 1400 strandede Air Greenland-passagerer dels i Grønland, dels i Danmark.