Agnethe Nielsen fylder 85

En af de mest betydningsfulde grønlandske kvinder gennem tiderne fylder 85.
Skrevet af Rune Langhoff
13. maj 2010 15:11

Grønlandsk politiks Grand Old Lady, Agnethe Nielsen, fylder i dag 85.

Agnethe Nielsen er vel nok en af de mest betydningsfulde kvinder i Grønlands historie og har gennem sit virksomme liv både slået sine folder som landstingsmedlem og borgmester.

Agnethe Nielsen blev født i 1925 og voksede op i bygden Qassimiut ved Qaqortoq, hvor hun boede hos sine bedsteforældre. Siden kom nu på pigeefterskole i Aasiaat og boede i en periode efter Anden Verdenskrig i Danmark.

Efter at være vendt tilbage til Grønland, gik hun ind i lokalpolitik i Narsaq i 1950erne og blev siden den blot anden kvindelige borgmester i grønlandsk historie. I 1980 blev hun, ifølge Dansk Kvindebibliografisk Leksikon, det første kvindelige medlem af landstinget.

Gennem sit politiske liv er det især det sociale område, der har ligget Agnethe Nielsen på sinde.

Derfor er hun også én af landet mest dekorerede borgere. Hun har bl.a. modtaget ridderkorset af første grad og hjemmestyrets fortjentsmedalje Nersornaat i sølv.

Her fra KNR ønsker vi et stort tillykke!