Agathe Fontain: Lyt til ungdommen

Opdateret: Et fællestræk ved selvmord i Arktis er, at langt størstedelen bliver begået af unge mænd. Derfor er det vigtigt, at samfundet lytter til, hvordan ungdommen går og har det. Det var budskabet fra Agathe Fontain, da hun åbnede selvmordsseminar.
Skrevet af Karsten Sommer
07. november 2009 13:24

Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain, indledte i dag seminaret 'Håb og livslyst ved selvmordsforebyggelse' i Nuuk, som har deltagelse af 90 personer fra Canada, Alaska, Grønland, Danmark, Norge og Sameland.

- Efter min mening sidder den arktiske ungdom med en vigtig nøgle til en succesfuld fremme af livskvaliteten, sagde Agathe Fontain iflg. sermitsiaq.gl

Hun og hendes kollega for sociale anliggender, Maliina Abelsen, har ved 2-dages konferencen mulighed for at høre, hvad den arktiske ungdom mener, der skal til for at bevare lysten til at leve livet.

Det sker søndag, hvor deltagerne fra det sideløbende ungdomsseminar, arrangeret af Inuit Circumpolar Youth Council, kommer med deres anbefalinger.

Medarrangør Jette Eistrup fra Paarisa understreger, at konferencens budskab er at fremme livet:

- Vi sætter fokus på livet, ikke selvmord. Vi skal som vores naboer i Canada ”omfavne livet” - sætte fokus på de positive ting i livet. At sende budskabet om håb og styrke til samfundet, sådan at alle oplever, at livet er værd at leve, siger Jette Eistrup.

Udover PAARISA står Inuit Circumpolar Youth Council og Selvstyrets Udenrigsdirektorat som arrangør af seminaret, der slutter imorgen.