Afghansk teknologi til Kujalleq

En hensigtserklæring og ny affaldsteknologi skal hjælpe Sydkommunen med at få styr på affaldet.
12. marts 2014 10:01

Naalakkersuisoq for miljø og natur vil gerne have kortlagt alle de steder i landet, hvor der er problemer med affaldshåndtering, eller hvor forbrændingsanlæg ikke fungerer som de skal.

I går underskrev han og borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen, en såkaldt hensigtserklæring om at få styr på affaldsbunkerne og samtidig prøve ny forbrændings- og affaldsteknologi af.

Men hvordan vil Kujalleqs borgere komme til at mærke, at borgmesteren har underskrevet sådan en hensigtserklæring?

- Jamen forhåbentlig vil den medføre en langt bedre håndtering af det affald der er i Nanortalik og en bedre oprydning, fordi vi laver en kortlægning af de oprydningspotentialer, der er på dumpene i byer og bygder, siger borgmester, Jørgen Wæver Johansen.

Til at hjælpe Sydkommunen på vej, har selvstyret skænket et nyt forbrændingsanlæg en såkaldt airburner. Sådan én har Kommuneqarfiik Sermersooq brugt med succés i Tasiilaq. Det er en teknologi til afbrænding, som først blev brugt i Afghanistan.

Og teknologien er vigtig at have i orden, før han vil stille hårdere miljøkrav til kommunerne, siger naalakkersuisoq Kim Kielsen.

- Vi skal gå ind og kigge på de lovgivningsmæssige tiltag og værktøjer, vi allerede har i dag. Det kan ikke nytte noget, vi sætter hårdt mod hårdt fra den ene dag til den anden. Vi har en hensigterklæring nu, lad os lige se, hvordan og hvorledes vi kommer videre med den, lyder det fra Kim Kielsen.

Hensigtserklæringen mellem Kommune Kujalleq og Selvstyret er ikke juridisk bindende, og der er indtil videre ingen konsekvenser, hvis ikke kommunen får styr på sit affald.