Afgørelse i Greenpeacesag ventes i morgen

Anklageskriftet mod Greenpeace's folk omtaler bøde på 20.000 kroner. Og så kommer der en udvisningsbegæring, når Udlændingeservice i Danmark har behandlet sagen. - Vi må forvente at de, tilsvarende de andre aktivister, bliver udvist med et indrejseforbud på et års tid, udtaler advokat Finn Meinel, som venter en afgørelse klar imorgen mandag.
19. juni 2011 16:00

Greenpeaces generalsekretær Kumi Naidoo og den norske aktivist Ulvar Arnkværn skal blive i anstalten i Nuuk i i alt syv dage, har både kredsretten og landsretten afgjort.

- Det gælder både Naidoo og Arnkværn, at de er tilbageholdt i 7 dage eller indtil de kan vises ud af Grønland. Det følger af anklagemyndighedens begæring, at de gerne vil have dem tilbageholdt, indtil de kan udvises. Formålet er at sikre, at de er tilstede, når de skal udvises og sikre at de ikke begår nye overtrædelser, siger deres advokat Finn Meinel.

De to blev anholdt fredag morgen, efter at have kravlet op på boreriggen Leiv Eiriksson og forsøgt at overhænde 50.000 underskrifter fra folk verden over, der kræver at Cairn Energy offentliggør sin beredskabsplan. Men efter under en time ombord blev begge anholdt af politiet.

Sigtelserne lyder på husfredskrænkelse og overtrædelse af Selvstyrebekendtgørelsen om sikkerhedszoner i forbindelse med olieefterforskningsaktiviteter. De er også sigtet for medvirken til de tidligere aktioner, men om bevisbyrden kan løftes i det henseende, er mere usikkert, vurderer advokat Finn Meinel.

Men hvad skal de regne med at at blive idømt?

- Det anklageskrift, som mine klienter er blevet præsenteret for, omtaler bøde på 20.000 kroner. Og så kommer der en udvisningsbegæring, når Udlændingeservice i Danmark har behandlet sagen, og vi må forvente at de, tilsvarende de andre aktivister, bliver udvist med et indrejseforbud på et års tid, udtaler Finn Meinel.

Man venter altså i øjeblikket på, at Udlændingeservice i Danmark behandler den del af sagen, der omhandler udvisningen. Meinel forventer, at der er en afgørelse klar imorgen mandag.

Hvad angår sigtelserne, har de to Greenpeace-folk endnu ikke taget stilling til, hvorvidt de kan erkende sig skyldige eller ej, oplyser Finn Meinel.