Afgående formand: Visit Greenland hårdt ramt økonomisk
Visit Greenland er skåret ind til benet, og smertegrænsen er ved at være nået. Sådan lød det klare budskab fra Visit Greenlands afgående formand Karin Kleist Egede, da hun på generelforsamlingen i går gav sin beretning.
Karin Kleist Egede mener, at selskabet er blevet markant svækket økonomisk de senere år. Et eksempel på dette er, at Naalaakkersuisut sidste år fjernede Visit Greenlands budget til branding på en million kroner.
- Brandingarbejdet er jo en stor del af ethvert turistråds naturlige arbejdsområder, siger Karin Kleist Egede.
Hun peger på, at det nuværende budget ikke efterlade ret meget albuerum og heller ikke matcher vores naboers.
- Hvis vi bare tager Færøerne som eksempel, så har Visit Greenland to millioner kroner mindre i bevilling, og jeg tør slet ikke sammenligne med Island, forklarer hun.
Formand for Naalakkersuisut vil også gerne medgive, at turistrådet trods megen snak blandt politikerne har trængte kår.
- Det er den tidligere regering, der har skåret i midlerne, og det betyder så også, at de midler de har til rådighed er indskrænket i den grad, siger Aleqa Hammond.
På den positive side, så har Visit Greenland haft en del succes selv at skaffe penge fra erhvervslivet. Sidste år var 43 procent af Visit Greenlands aktivitetsbudget finansieret eksternt.
- Det betyder jo, at selskabet har kunne iværksætte en lang række projekter, som ikke ville have været muligt uden den eksterne finansiering. Men for at skaffe ekstern finansiering, så bliver selskabet jo også nødt til at have egne midler for at kunne matche op. Så hvis man skærer mere ind til benet, vil det være vanskeligt for selskabet at tilvejebringe samme niveau af ekstern finansiering.
Med den afskedssalut overlader hun dog arbejdet til Kenneth Høegh, som er nu bestyrelsesformand. Han peger også på de seneste års nedskæringer, og gør det klart, at han ønsker flere midler, så man kan leve om til Naalakkersuisuts forventninger.
- Der skal jo selvfølgelig være en prioritering af mål og midler, og jeg ser frem til at se den endelig vejning af det her. Hvordan mål og midler skal vejes mod hinanden, siger Kenneth Høegh.
Men han må nok skyde en lang pil efter flere penge. For selvom formanden for Naalakkersuisut slår fast, at man er færdige med at skære i midlerne til Visit Greenland, så skal vi allesammen til at spænde livremmen helt ind:
- Med de få midler vi har til gode, er det vigtigt, at vi hele tiden arbejder for effektivisering og omdannelse af vores arbejde til kroner og ører for samfundet.