Advokat: Ingen skal tjene på Icesaves krak

Island har opnået en væsentlig mindre rente end den som der først var lagt op til i den kollapsede Icesave. Betalingerne skal falde fra 2016.
Skrevet af Karsten Sommer
10. december 2010 07:08

Island er endt med at opnå en væsentligt bedre aftale end den tidligere, om tilbagebetaling af knap 30 milliarder kroner til Storbritannien og Holland efter netbanken Icesaves kollaps i 2008.

På et pressemøde i Reykjavik torsdag aften orienterede Islands chefforhandler, den amerikanske advokat Lee Buchheit, om resultatet. Efter seje forhandlinger er en aftale nu på plads, og Island har opnået en væsentlig mindre rente end den som der først var lagt op til.

- Da ingen er uskyldige i denne sag, er der heller ikke nogen, der skal tjene på det, sagde Lee Buchheit, som forklaring på, at Storbritannien og Holland er gået med til at nedsætte renten til omkring 3 procent mod den hidtidige aftales 5,5 procent.

Island vil begynde at betale lånet tilbage i 2016. Og det forventes så at gælden vil være ude af verden efter nogle år. Det sidste afdrag skal dog være tilbagebetalt inden år 2046, men ingen regner med at det vil tage så lang tid.

Det forventes at Islands mulighed for at blive optaget i EU stiger, nu hvor Icesave-striden med de to EU-medlemslande er blevet løst.