Advent - En tradition fyldt med lys

I dag er det nytår - i hvert fald i kirkelig forstand. 1. advent markerer nemlig starten på det nye kirkeår og overalt i Grønland markeres det med lysende stjerner i vinduerne og lys i adventskransene.
Skrevet af Mads Ullerup
27. november 2011 10:33

Advent betyder andet og mere end blot et nyt kirkeår. Adventus Domini som advent oprindeligt hedder på latin er noget helt særligt i Grønland. Første søndag i advent har fået tilnavnet 'Store Søndag', fortæller biskop Sofie Petersen.

- Det er ikke for ingenting, at det hedder 'store søndag'. Det er netop fordi, vi fejrer det, og vi ser en stor kirkegang, og vi går allesammen og ønsker hinanden glædelig advent, siger Sofie Petersen.

Advent eller Adventus Domini som er den latinske betegnelse, betyder 'Herrens Komme' og markerer forventningen om Jesu genkomst. Det markeres overalt i landet og udover at gå i kirke og tænde lys i adventskransen, er det en fast tradition i mange hjem at hænge en lysende stjerne op i vinduet.

Stjernen stammer fra de kritstne missionærer herrnhutterne som var i Grønland fra 1733 til 1900 der skabte traditionen ved at hænge de lysende stjerner op.

- Stjernen symboliserer lyset og at der snart sker noget nyt, slutter biskop Sofie Petersen.

De lysende stjerner har desuden en helt særlig effekt netop i Grønland, hvor vinteren er en meget mørk tid.