Aavaat optræder i Lund Domkirke

Det velkendte grønlandske kor Aavaat optræder til foråret i Domkirken i Lund. Står det til korets leder Carsten Siegstad, så er det kun første skridt på en længere rejse, der skal bringe koret til alle de 10 danske domkirker og de to domkirker på Færøerne og i Grønland.
Skrevet af Peter Troelsen
18. februar 2013 08:12

Domkirken i Lund er jo i gammelt dansk territorium og dermed også en naturlig deltager i Aavaats turne rundt i de danske domkirker. Det er i øvrigt Aavaats første offentlige optræden i Sverige. Tidligere har koret dog optrådt for den svenske kongefamilie.

- Personligt har det været min store drøm at kunne få Aavaat til at give koncerter i alle Danmarks Domkirker. Tanken kom for flere år siden, og det er efter Aavaat gav julekoncert i Roskilde Domkirke i 2000, og vi medvirkede under grønlandsk gudstjeneste for et par år siden, dernæst medvirkede Aavaat under klimagudstjeneste i København Domkirke, forklarer Carsten Siegstad, der blev genvalgt som formand for koret ved generalforsamlingen i januar.

Der findes Domkirker i Aalborg, Viborg, Aarhus, Haderslev, Ribe, Odense, Roskilde, Helsingør, Maribo og København, og dem håber Aavaats formand at koret kan få lov at optræde i en gang i fremtiden. Tidshorisonten hedder 2015 eller 2016. Koncerten i Lund Domkirke afholdes 27. april 2013.

-Man må prøve sig frem og ikke bare læne sig tilbage og vente på at vi blive kontaktet. Hvis det lykkes for os at kunne give koncert i et par Domkirker vil være rigtig godt, og hvis det lykkedes for os med alle 10 Domkirker vil det være triumf for koret. Hvis der bliver succes og penge til det, tage vi Thorshavn og Nuuk med, siger Carsten Siegstad.