Aasuiaa fik en rigtig god modtagelse

En musikalsk rejse gennem alt, hvad Grønland har at byde på fra de de mange forskellige musikalske hylder, blev enden på ICC-s generalforsamling i Nuuk i går.
Skrevet af Najaaraq Egede
02. juli 2010 13:00

Aasuiaa - Grønlands gave til de ICC-delegerede, kalder Nordens Institut NAPA musikken, der spænder lige fra trommedans til nutidens musik.

Jazz, opera, klassisk, blues, kalattuut, rock og korarrangementer var på repertoiret, da komponist Hans Peter Kleemanns uropførelse af Aasuiaa blev præsenteret i Godthåbhallen for inuitter fra Alaska, Grønland, Nunavut og Tjukotka.

- Jeg er så glad. Jeg fik ideen, da KNR sendte natradio sidste efterår, hvor de sendte Hans A. Hansens interview med Larseeraq Svendsen, ophavsmanden til Aasuiaa. Musikken og dens muligheder blev ved med at rumstere, så jeg til sidst måtte kontakte musikere. Jeg tror, violinisten Hanne Qvist var den første. Hun var med på idéen med det samme. Det samme var pianisten Jim Milne. Siden gik det slag i slag. Alle har bare være så positive. Til sidst blev det så omfangsrigt, at jeg var bange for, om det var for meget. Men det hele lykkedes jo i går, siger en glad Hans Peter Kleemann.

Aasuiaas musikalske rejse er baseret på Laarseeraq Svendsens's "Aasuiaa" og "Illunnguanigooq Qivittorsuaq".

Violinist Hanne Qvist og harmonikaspiller Leif Immanuelsen var blandt rækken af optrædende musikere i Aasuiaa.

Leif Immanuelsen supplerede sin harmonika-optræden i Aasuiaa med en omgang traditionel trommedans. Qissiat-herrekoret, som ses i baggrunden, brød med trommens traditionelle rytme og tilbød publikum et lille elegant pusterum, inden Aasuiaa eksploderede i skønne rocksoloer og heftige jazz kompositioner.

Hans Peter Kleemann er hjernen bag den imponerende rejse i musikkens grønlandske verden. Han afsluttede selv Aasuiaa på guitar sammen med blandt andre Pamyuas Karina Møller og Naalakkersuisut formand Kuupik Kleist til publikums åbenlyse begejstring.

- Da vi kom ned fra podiet var der mange lykønskninger. Good job, torrak, pilluaritsi, lød det fra alle sider. Der ventede også 23 SMS'er med lykønskninger i min mobil. Og alle, ja, alle roste os. Hvor blev jeg rørt, siger Hans Peter Kleemann.

Hans Peter Kleemann opfordrer alle musikere til at sprede sig ud til andre musikgenrer, end det de er vant til.

- Gårsdagens opførelse viste, at vi kan, siger han. Han kunne godt tænke sig, at det nye Aasuiaa blev udgivet, men det bliver svært og dyrt, mener han.

NAPA har været med til at støtte uropførelsen af Aasuiaa.