Aarhus Stift prøver nu igen at finde en præst til grønlænderne i Danmark

Efter at Juanna Platou ved den første ansættelsesrunde trak sig fra stillingen af personlige årsager, har der lydt heftig kritik af ansættelsesvilkårene for den kommende grønlandske præst.
Skrevet af mlk
14. oktober 2013 08:08

Og nu har biskoppen i Aarhus så slået stillingen op på ny, denne gang med nogle andre formuleringer i jobopslaget. I modsætning til ved første ansættelsesrunde slås det fast, at ansøgere til jobbet skal kunne tale grønlandsk.

Der står ikke i opslaget om der tilbydes bohaveflytning – noget som også blev kritiseret ved den første ansættelse - blandt andre af Fællesforeningen Inuit i Danmark. Men kirkeminister Manu Sareen har over for Doris Jakobsen på et møde i august lovet, at der vil blive taget hånd om eventuelle praktiske problemer i forbindelse med ansættelsen, når det vides hvorfra den nye præst kommer.

Stillingen blev slået op den 1. oktober med ansøgningsfrist den 28. oktober.