Aalborg Zoo vil anlægge stort temaområde om Grønland

Aalborg Zoo retter nu blikket mod Grønland. Det sker med visionen om at indrette en fjerdedel af haven til et grønlandsk temaområde. Det skriver Nordjyske.
Foto © : Google Street view
27. juni 2016 09:42

Området skal give gæsterne indsigt i den arktiske natur med en udvidelse af antallet af arktiske dyr i haven og med hjælp fra universitetsfolk, der har viden om forholdende i Grønland.

- Det vil betyde, at der hver dag vil være folk fra universitetet, der kan fortælle om Grønland og deres forskningsprojekter, fortæller direktøren for Aalborg Zoo, Henrik Johansen.

Tanken var oprindeligt at indrette et område i haven med fokus på Skandinavien og Norden. Men over en årrække har planen grebet om sig og har nu ændret sit fokus til Grønland.

Planerne er lavet i samarbejde med Selvstyret og Det Grønlandske Hus i Aalborg og skal godkendes af kommunalbestyrelsen i Aalborg Kommune, førend planerne kan blive til virkelighed.

Derudover skal der findes investorer til udvidelsen, som vil koste omkring 200 mio. kroner, skriver Nordjyske.