Aalborg-rute ligger nu i stand-by

Valget til Inatsisartut den 12. marts får konsekvenser for konsekvenser for projektet omkring et nyt luftfartsselskab Greenland Express, der vil flyve mellem Grønland, Danmark og Island. Flyselskabet kommer nemlig til at vente til efter valget på at få at vide, om Selvstyret vil give det nye selskab tilladelse til de planlagte flyvninger. Det skriver rejsemagasinet Stand By.
04. februar 2013 07:00

Magasinet skriver, at Naalakkersuisut i sidste uge skulle have drøftet en tilladelse til Greenland Express til at gå ind i atlantflyvningen på Grønland. Men nu er beslutningen indtil videre udskudt til eftervalget.

Og det vækker frustration hos initiativtageren til det nye luftfartsselskab, direktør Gert Brask.

Han ser udskydelsen som et tegn på, at Naalakkersuisut ikke har villet åbne for Air Greenlands monopol. Han antyder samtidig, at det skyldes Selvstyrets egne økonomiske interesser i Air Greenland.

Greenland Express har planer om at flyve ruter mellem Grønland og Danmark - men også andre ruter er i spil,. skriver Stand By.

Får luftfartsselskabet mynidgihedernes tilladelse til at flyve, vil det primært flyve fra Aalborg, København, Keflavik samt Amsterdam, Canada, London og Tyskland.

Greenland Express forventer blandt andet at flyve fra Søndre Strømfjord tre gange om ugen til Aalborg og to gange om ugen til København.

Gert Brask startede projektet sidste år og har fundet investorer i England, Holland og Dubai. I første omgang er Greenland Express gået sammen med et hollandsk flyselskab, der vil levere Airbus 319, Airbus 320 eller lignende fly.