Aaja: Grønland skal høres om flygtninge-situation

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) kritiserer, at de nordatlantiske partier ikke var indkaldt til hastemøde om flygtninge-situationen i Danmark.
Foto © : Inuit Ataqatigiit
08. september 2015 07:51

Mandag indkaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alle Folketingets partiledere til et hastemøde om den akutelle flygtninge-situation i Danmark.

Men det var uden en invitation til de nordatlantiske partier. Og det får kritik fra folketingsmedlem fra Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz Larsen.

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt. Vi kæmper en daglig kamp for at blive respekteret som parti på lige fod med alle andre partier i Folketinget. Og når det er så vigtigt en orientering og vigtigt et emne for Danmark, men i virkeligheden også for Rigsfællesskabet, så synes jeg, at det er på sin plads, at vi også bliver orienteret, siger hun til KNR.

Chemnitz mener, at den manglende indkaldelse fra statsministeren er at gøre forskel på partierne i Folketinget.

LÆS OGSÅ Løkke haste-indkalder til møde om flygninge

 

Aleqa og Skaale: Danmarks egen sag

Danmark har i dag ansvaret for udlændingeområdet i hele rigsfællesskabet, og hverken Grønland eller Færøerne i dag modtager i dag flygtninge.

Hos Siumut mener folketingsmedlem Aleqa Hammond derfor også, at det suverænt er et dansk anliggende at drøfte flygtningesituationen.

- Jeg respekterer fuldt ud regeringens prioritering i forhold til, hvilke partier statsministeren vil indkalde til orienteringen. Danmark har i dag ansvaret for udlændingeområdet, og vi kan til enhver tid som folketingsmedlemmer stille spørgsmål til sagen i diverse udvalg og til statsministeren, siger Aleqa Hammond (S) til KNR.

Heller ikke det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale fra det færøske Socialdemokrati hidser sig op over sagen.

- Man kan ikke klandre statsministeren for ikke at indkalde os (nordatlanter, red.), når Færøerne eller Grønland i dag ikke selv tager et ansvar over for flygtningene, siger han til KNR.

LÆS OGSÅ Flygtninge bevæger sig til fods mod Sverige

 

Aaja: Nødvendigt at orienteres
Men Grønland arbejder på at hjemtage udlændingeområdet, og derfor bør de nordatlantiske mandater også orienteres i sagen, mener Aaja Chemnitz Larsen.

Hun afviser heller ikke, at hun som grønlandsk folketingsmedlem på sigt vil stemme i sager inden for udlændingeområdet i Folketinget.

- Er der nogle ting, der inddirekte har en betydning i forhold til Grønland, synes jeg da bestemt også, at vi har det samme mandat som alle andre. Det står jo også i Grundloven.