Aaja Chemnitz: Vælgere har stemt på velfærd over hurtig selvstændighed

Aaja Chemnitz Larsen oplever, at danske medier har sagt, at valget handlede om selvstændighed. Men ifølge hende handlede det i højere grad om velfærd, udsatte børn, handicap og uddannelse.
På vælgermøder rundt i landet spurgte befolkningen ind til de velfærdsudfordringer, som de oplever, siger Aaja Chemnitz Larsen. Arkivfoto. Foto © : Scanpix
13. april 2021 14:33

- Mange, der har fulgt med har bemærket, at mange danske medier har rapporteret, at det grønlandske valg handlede primært om selvstændighed.

- Det er ikke retvisende, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Hun er valgt ind i Folketinget for Inuit Ataqatigiit og deltog i tirsdagens partilederdebat. Stik imod normal kutyme fik hun lov til at indtage talerstolen og få salens opmærksomhed som den første taler.

Her delte hun en iagttagelse, som hun har gjort sig under den netop afståede valgkamp her i Grønland.

Velfærd, udsatte børn, handicap og uddannelse

Set med Aaja Chemnitz Larsens øjne handlede valget handlede nemlig i høj grad om mineprojektet i Kuannersuit, velfærd, om udsatte børn, handicap og uddannelse, påpeger folketingspolitikeren.

Og mindre om selvstændighed, som Aaja Chemnitz Larsen ellers oplever, at danske medier fokuserede på.

- På vælgermøder rundt i landet spurgte befolkningen ind til de velfærdsudfordringer, som de oplever. Stigende ulighed. Hvordan vil vi forebygge seksuelle overgreb, vold og selvmord.

- Hvordan vil vi få flere i arbejde. Det er den velfærd, som mange spurgte ind til på vælgermøder og som valget også handlede om, siger Aaja Chemnitz Larsen.

LÆS OGSÅ Siumut forlader forhandlinger med IA

- Vores prioritet er at løse den opgave. Det er det vælgerne har stemt på – ikke løfter om selvstændighed i morgen.

Også statsmnister Mette Frederiksen tog ordet i salen, hvor hun ønskede IA tillykke med sejren:

- Jeg vil ønske et stort tillykke med valget og valgresultatet, og jeg ønsker det bedste for de forhandlinger, der foregår lige nu i Grønland. Jeg vil også udtrykke mit store håb om et fortsat fortroligt og nært samarbejde.

Koalitionsforhandlingerne, som statsministeren henviser til, er i fuld gang. 

Det er Inuit Ataqatigiits formand, Múte Bourup Egede, der fører taktstokken og skal finde ud af, hvem der skal forme fremtidens Naalakkersuisut.

Efter valgsejren i tirsdags kan Inuit Ataqatigiit nemlig sætte sig på 12 pladser - og det betyder, at partiet skal finde mindst fire legekammerater for at danne Naalakkersuisut.

I fredags meldte Demokraterne sig ud af forhandlingerne, fordi de to partier simpelthen er for langt fra hinanden. Tidligere i dag fulgte Siumut så trop.

Dermed forhandler Inuit Ataqatigiit kun med Atassut og Naleraq.