850 passagerer ramt af teknikproblemer

Torsdag blev Air Greenlands Airbus ramt af tekniske problemer i København. Det betyder aflyste fly og masser af forsinkelser.
Skrevet af Kenneth Elkjær
13. april 2018 12:54

Men der stopper teknikproblemerne ikke, oplyser Air Greenland i en pressemeddelelse.

- Den største udfordring er, at vores kommunikationslinjer til kunderne ikke fungerer. SMSerne med tilrettede rejseplaner er ikke nået frem, skærmene har ikke været opdateret og informationen i København, Kangerlussuaq og Nuuk har ikke været opdateret eller tilstrækkelig.

Selskabet beklager overfor de mange kunder, der er ramt.

- Det er dybt beklageligt og uacceptabelt, at det ikke fungerer. Vi har fået mange henvendelser fra frustrerede kunder, og det er helt berettiget, udtaler kommunikationschef Katrine Hjelholt Nathanielsen.

Air Greenland har siden torsdag forsøgt at finde en afløser for Norsaq, men det er ikke lykkedes af leje et andet fly. Derfor fik selskabet fløjet en vigtig reservedel frem til København, men reservedelen fejlede.

Generelt har luftfartsselskabet oplevet store problemer de senere dage. Fredag havde Air Greenland skaffet en afgang med Jettime, men det blev aflyst på trods af, at alle passagerne var ombord på flyet. Klargøringen af flyet var årsag til, at piloternes tidsfrister løb ud.

Fredag har Air Greenland leaset et fly fra Thomas Cook, som flyver fra Manchester til Kangerlussuaq fredag. Det skal sikre, at nogle af de ventende passagerer kommer frem til København.

Lørdag er der leaset et fly fra Jettime Fly, og Norsag forventes klar igen fra lørdag middag.

OPDATERET: Fredag eftermiddag kl.14.43 afgik Thomas Cook-maskinen mod København, fremgår det af airgreenland.gl