800 bogtitler foræret væk

Mere end 800 bogtitler fra det nedlagte bogforlag Atuakkiorfik, er nu givet gratis til Grønlands Nationalmuseum.
Skrevet af Karsten Sommer
03. marts 2010 06:59

Udgivelsesrettighederne var ellers sat til salg for minimum 100.000 kroner, men ingen ville betale så mange penge for dem, fortæller advokat Wilhelm Malling, der har været likvidator for det gamle grønlandske bogforlag. Det fortæller avisen AG i dag.

For at sikre de mange bogtitler, som omfatter en lang række vigtige udgivelser af grønlandske litteraturklassikere, har man derfor fundet det sikrest at overdrage udgivelsesrettighederne til Grønlands Nationalmuseum & Arkiv.

- Bøgerne skal sikres for eftertiden, men hvad der skal ske med dem, er ikke kommet på plads endnu, siger 1. arkivar, Grete Rendal fra Nationalmuseet.

- Vi skal sammen med en jurist gennemgå det hele, for at kunne tage stilling til, hvad der skal gøres. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår vi er klar og hvad vi vil gøre, siger Grete Rendal til avisen.

Ud over udgivelsesrettighederne, blev også det fysiske restlager på over 45.000 bøger sat til salg, men dem var der heller ikke nogen der ville betale den krævede pris for.

De 45.000 bøger er nu overdraget til Kommuneqarfik Sermersooq.