7000 udlændinge venter på at komme ud af Gaza

Udlændinge fra omkring 60 forskellige lande venter ifølge Egyptens udenrigsministerium på at krydse grænsen.
Det er uklart, om der også er palæstinensere med udenlandske statsborgerskaber blandt udlændingene. Det er også uklart, hvor mange udlændinge som ønsker at blive i Gaza. Foto © : Ibraheem Abu Mustafa/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
02. november 2023 08:42

Omkring 7000 udlændinge venter på at kunne forlade Gazastriben gennem grænseposten ved Rafah til Egypten, skriver det tyske nyhedsbureau dpa med henvisning til oplysninger fra det egyptiske udenrigsministerium.

Den amerikanske tv-station CNN rapporterer om mellem 5000 og 7000 udlændinge. Den henviser til oplysninger fra det amerikanske udenrigsministerium.

Det amerikanske ministerium siger, at tallet kan ændre sig, da situationen hele tiden udvikler sig i Gazastriben.

De 7000 udlændinge er fra omkring 60 forskellige lande ifølge egyptiske oplysninger. Det egyptiske udenrigsministerium har indbudt repræsentanter for udenlandske ambassader i Kairo til et møde torsdag med henblik på at skaffe de nødvendige dokumenter og for at oplyse logistik.

Det er uklart, om der også er palæstinensere med udenlandske statsborgerskaber blandt udlændingene. Det er også uklart, hvor mange udlændinge som ønsker at blive i Gaza.

Det står heller ikke klart, hvor længe Rafah-grænseovergangen vil være åben.

Thailandske forhandlere mødte repræsentanter fra det militante Hamas i sidste uge for at forhandle om en frigivelse af 22 af landets statsborgere, som holdes som gidsler.

Hamas lovede, at thailænderne ville blive sat på fri fod "på et tidspunkt". Det siger Thailands chefforhandler, Areepen Uttarasin.

Over 1400 blev dræbt og omkring 220 personer blev taget som gidsler, da Hamas angreb Israel den 7. oktober ifølge de israelske myndigheder.

Der bor og arbejder omkring 30.000 thailændere i Israel. De fleste arbejder i landbruget. Den 7. oktober blev der dræbt 32 thailændere.