7 personer tilbageholdt for hashhandel

Syv personer er tilbageholdt efter en større aktion mod hashhandel natten til tirsdag. Det oplyser Grønlands Politi.
ikiaroornartoq Politi stoffer
Foto © : KNR
26. juli 2017 07:53

Mandag aften og natten til tirsdag gennemførte Grønlands Politi en aktion i Nuusuuaq i Nuuk. Her anholdt politiet ti personer og fik støtte fra dansk politi, til at anholde en person i Danmark.

Seks af de ti anholdte i Nuuk, fem mænd og en kvinde, der alle er i 20’erne, blev tirsdag aften fremstillet i grundlovsforhør i Sermersooq Kredsret. Kort efter midnat besluttede dommeren at tilbageholde dem i fire uger, frem til den 22. august.

En af de tilbageholdte valgte at kære afgørelsen til landsretten.

De fire resterende anholdte i Nuuk blev løsladt i løbet af tirsdagen.

Personen, der blev anholdt i Danmark, en 30-årig mand, blev også fremstillet i grundlovsforhør tirsdag og er nu varetægtsfængslet. Han vil snarest muligt blive overført til Grønland, hvor han igen skal for en dommer, oplyser politiet.

Efterforskningen er stadig i gang og derfor foregik grundlovsforhørende for lukkede døre. Og derfor kan politiet ikke give flere oplysninger om sagen.