60.000 evakueres fra brand på kemikalie-anlæg i USA

En hel by i Texas i USA er blevet evakueret efter en brand på et kemikalie-anlæg.
Tre personer kom til skade under den første eksplosion. Siden da er der sket endnu en større eksplosion, mens brandfolk arbejdede på at tæmme flammerne. Foto © : Erwin Seba/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. november 2019 07:11

12 timer efter eksplosioner på et anlæg i byen Port Neches i den østlige del af delstaten Texas i USA har myndighederne evakueret de 60.000 indbyggere, der bor i en seks kilometers radius af anlægget.

Anlægget arbejder med kemikalier, der udvindes fra råolie, og har været i brand siden eksplosionen. Evakueringen kommer kort før den amerikanske højtid thanksgiving.

Tre personer kom til skade under den første eksplosion. Siden da er der sket endnu en større eksplosion, mens brandfolk arbejdede på at tæmme flammerne.

Fjerde gang i år

Det fik i første omgang myndighederne til at evakuere alle i en radius af 800 meter fra anlægget.

Anlægget ligger næsten ud til Den Mexicanske Golf i den mindre by Port Neches nær ved delstatsgrænsen til Louisiana.

Hvis evakueringszonen vokser med yderligere nogle kilometer, omfatter den indbyggere i den større by Beaumont, der har over 100.000 indbyggere.

Det er den fjerde større brand i Texas i år på anlæg, der arbejder med kemikalier fra råolie - petrokemikalier.

/ritzau/Reuters