570 børn til cirkus

Uden brug af ord forenede cirkusartisten Sébastien Bergery elementerne vand og ild, da han i dag optrådte for Nuuks børn under arrangementet Franske Dage.
Skrevet af Najaaraq Egede
28. maj 2010 10:45

Sébastien Bergerys nummer bestod desuden af ildslugning, jonglering og andre tricks.

Dagen i dag er starten på 3 dages Franske Dage, "Nuummi Franskisut Ullut", hvor Katuaq danner rammen om flere begivenheder. I alt 570 børn fra byens skoler var mødt op for at se cirkus i Katuaq i dag.

Fransk filmfestival starter også i dag med fremvisning af 3 film med danske eller grønlandske undertekster. ”Bjørnen”, ”Den sidste pelsjæger” og ”Illineq Taakisooq”.

I forbindelse med filmfestivalen er der også en debataften med Jean-Michel Huctin, som er medforfatter til filmen ”Illineq Taakisooq”. Desuden åbnes en fotoudstilling, som viser forskellige facetter af Frankrig.

I eftermiddag klokken 15 sætter Katuaq rammen for en debatkonference med titlen ”Grønland og Frankrig - lad os forberede fremtiden sammen”, hvor kulturelle, videnskabelige og politiske emner vil blive taget op. Der vil ligeledes finde andre videnskabelige aktiviteter sted på Ilisimatusarfik og rundt om på Nuuks skoler.

Grønlands Kulturhus Katuaq, den grønlandske Protokol og Den Franske Ambassade i Danmark står for arrangementerne. Der er gratis entré til alle aktiviteter.