44-årig grønlandsk mand erkender knivdrab på sin mor

En søn knivdræbte onsdag aften sin mor på en adresse i Sabro nordvest for Aarhus. Han er varetægtsfængslet i fire uger.
Ifølge Ekstra Bladet blev grundlovsforhøret udskudt flere gange, fordi der manglede en grønlandsk tolk til den drabssigtede.
Skrevet af Ritzau
16. februar 2023 11:05

Artiklen er opdateret med information fra Østjyllands Politi. 

En 44-årig grønlandsk mand har under et grundlovsforhør torsdag eftermiddag erkendt drabet på sin mor.

Det skriver Ekstra Bladet.

Han har ved Retten i Aarhus forklaret, at han har dræbt hende med knivstik i både halsen og nakken.

Ifølge Ekstra Bladet blev grundlovsforhøret udskudt flere gange, fordi der manglede en grønlandsk tolk til den drabssigtede.

Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Den drabssigtede har ikke kæret kendelsen om fængsling til landsretten.

Erklæret død på stedet
Moren blev fundet dræbt i Sabro nordvest for Aarhus sent onsdag aften, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse klokken 23.12.

En patrulje kørte ud til adressen og konstaterede hurtigt, at kvinden var blevet dræbt. Hun blev erklæret død på stedet af en læge.

Kort efter ankomst blev manden lagt i håndjern uden dramatik, skrev Østjyllands Politi tidligere torsdag i en pressemeddelelse.

Hen over natten har politiet været til stede på adressen i Sabro. Torsdag morgen blev de tekniske undersøgelser afsluttet.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, men de kan hverken be- eller afkræfte yderligere detaljer om de involverede personer i sagen.