43-årig mand meldte sig selv for drab

I Uummannaq meldte en 43-årig mand lørdag formiddag sig selv til politiet og fortalte, at han havde dræbt sin 63-årige mor ved at kvæle hende.
Skrevet af Mads Lynge
14. december 2009 09:45

- Manden henvendte sig hos politiet klokken 9.50 og fortalte, at han havde dræbt sin mor. Politiet tog derpå til adressen for at undersøge om det forholdt sig, som manden fortalte, og det gjorde det. Derefter blev manden anholdt fem minutter over 10, siger stationsleder ved politiet i Uummannaq Bo Borgnæs.

Manden var søndag morgen klokken lidt over ni i Grundlovsforhør, hvor det blev bestemt, at han skulle tilbageholdes i foreløbig 26 dage.

- Det sker, fordi sagen stadig efterforskes, siger Bo Borgnæs.