Mozambique 400.000 gjort hjemløse af voldsom orkan

Internationale nødhjælpsorganisationer arbejder på højtryk i det afrikanske land Mozambique, hvor tusindvis er ramt af massive oversvømmelser.
Foto © : Filipe Moreira/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
21. marts 2019 12:50
Versionist Per Rosing

Det sker efter, at en af de voldsommeste orkaner nogensinde på den sydlige halvkugle har fejet hen over landet.

Mange sidder stadig på toppen af hustage eller i træer og venter på hjælp.

Ud over manglen på mad og rent vand, så er der også risiko for spredning af sygdomme, fortæller Anne Hoff fra nødhjælpsorganisationen Plan Børnefonden, der befinder sig i Mozambique.

- Vi har risiko for kolera, diarre, tyfus og en mængde andre sygdomme, der kommer fra forurenet vand, siger Anne Hoff til DR.

Flere end 200 er foreløbig bekræftet omkomne i Mozambique, og i nabolandet Zimbabwe er tallet 100. Zimbabwe blev også ramt af weekendens orkan.

Og Anne Hoff forventer, at Plan Børnefonden skal være mindst 18 måneder i landet.

- Situationen er, at vi ikke har noget elektricitet, infrastrukturen er brudt sammen, og der er ikke noget rent vand. Skolerne er ødelagt, sanitet og drænsystemer er også brudt sammen, og det samme gælder vejnettet, fortæller hun.

Røde Kors anslår, at 400.000 mennesker i Mozambique er gjort hjemløse af orkankatastrofen.