4 dræbt ved flystyrt i Alaska

Et amerikansk militært transportfly er styrtet ned under en øvelsesflyvning tæt på Elmendorfbasen i Alaska.
29. juli 2010 12:00

Alle 4 ombordværende blev dræbt, oplyser en talsmand for flyvevåbnet.

Flyet af typen C-17 styrtede ned i et træbevokset område nogle få kilometer fra landingsbanen, hvorfra det var lettet.

I en meddelelse fra Elmendorfbasen i Anchorage hedder det, at fire besætningsmedlemmer fra basens 3. Wing var om bord på tidspunktet for nedstyrtningen.

- Vi har mistet 4 medlemmer af vores arktiske kampfamilie, og tabet føles på hele basen, siger oberst John McMullen, der er øverstkommanderende for 3. Wing.

3 af de omkomne var fra Nationalgarden i Alaska, mens den fjerde var i aktiv tjeneste.

Ulykken indtræffer umiddelbart inden basens populære flyveopvisning, Arctic Thunder, og åbent hus i weekenden. En række fly har forberedt sig til opvisningen, men det står ikke klart, om det forulykkede fly skulle have deltaget.