3900 Pictures erklæret konkurs

Produktionsselskabet 3900 Pictures er gået konkurs. Alligevel lever drømmen om, at få filmen Nuummioq ud til hele verden stadig. Det siger filmens instruktør Otto Rosing, som i dag er i Berlin for at vise filmen ved festivalen Greenland Eyes.
Skrevet af Martine Lind Krebs
25. april 2012 17:09

Filmselskabet gik konkurs for to måneder siden, og skylder i dag omkring 2,5 millioner kroner væk.

- Vi manglede simpelthen penge i kassen. Jeg følte simpelthen, at vi var et skib, der tog vand ind. Vi var næsten ved at nå i land, og så tog vi alligevel så meget vand ind, at vi ikke kunne holde det flydende mere. Det er drønærgerligt, dødkedeligt, og det gør ondt at gå konkurs, siger Otto Rosing.

Efterfølgende har han overtaget filmrettighederne til Nuummioq. Og han har ikke opgivet, at finde et distibutionsselskab, der vil bringe filmen ud i verden.

- Man kan sige at man kommer med en god film, der er kunst og hjerteblod, og nu skal vi ud og være købmænd. Og det er bare en helt anden boldgade. Det er stadig op ad bakke, men dog har jeg filmen i hånden. Jeg er stolt af den og vi har fået gode anmeldelser rundt omkring. Men det er stadig op ad bakke.

Samtidig har Otto Rosing en ny grønlandsk film på tegnebrættet.

- Nu arbejder jeg på en ny spillefilm. Det bliver et drama med en præst, der hjælper en ung pige i nød, siger Otto Rosing

Hovedrollen vil blive spillet af Marius Olsen, der også spillede med i Nuummioq, og den skal filmes i København samt en endnu ikke udvalgt grønlandsk by. Otto Rosing håber at kunne starte optagelserne om et år.

Otto Rosing har politianmeldt sin tidligere kollega Mikisoq Lynge for underslæb i forbindelse med 3900 Pictures. Den sag ligger stadig hos politiet. Mikisoq Lynge har tidligere afvist over for KNR, at anklagerne skulle have noget på sig.