39 lig fundet i en lastbilcontainer i Essex

Politiet i Storbritannien efterforsker en sag, hvor 39 lig blev fundet i en lastbilcontainer i Essex i nat lokal tid.
- Dette er en tragisk hændelse, hvor et stort antal personer har mistet livet, siger chefpolitiinspektør Andrew Mariner til mediet. Foto © : Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. oktober 2019 11:13

Britisk politi har indledt en stor drabsefterforskning efter fundet af 39 lig i en lastbilscontainer i Essex. 

Lastbilen er fra Bulgarien og er blevet fundet i et industriområde i Grays øst for London. 

De første oplysninger tyder på, at 38 af de dræbte var voksne, mens den sidste er en person i teennagealderen. 

Den 25-årige chauffør, der har kørt bilen, er anholdt. Han er fra Nordirland, skriver The Sun. Han er mistænkt for drab.

I erklæringen hedder det, at de fundne blev erklæret døde på stedet i industriområdet i Gray.

Den indledte drabsefterforskning er en af de største i Storbritanniens historie.

Identifikation er i gang

Myndighederne siger, at der blev ringet efter ambulancer klokken 01.40 natten til onsdag efter fundet af lastbilen.

- Vi er nu ved at forsøge at identificere de omkomne, siger ledende politiinspektør Andrew Mariner.

- Jeg venter, at dette vil være en tidskrævende proces, siger han og tilføjer:

- Vi mener, at lastbilen kom fra Bulgarien og kom ind i landet i Holyhead lørdag. Vi arbejder tæt sammen med vores partnere i efterforskningen.

I et tweet fra politiet i Essex hedder det, at "menneskesmugling er en modbydelig og farlig beskæftigelse. Dette er en stor efterforskning".

I den største britiske tragedie omkring menneskesmugling fandt toldbetjente i 2000 ligene af 58 kinesere i en lastvogn med tomater i den sydlige havneby Dover.