36 fods kutter i Nanortalik taget af politiet

En 36 fods kutter i Nanortalik blev i lørdags gennemsøgt af politiet med hashhunde, hvorefter kutteren blev konfiskeret af politiet og sejlet væk fra Nanortalik. Ud fra Radioaviisens kilder er der en mistanke om hashfund ombord på kutteren.
Skrevet af Oline I. Olsen
26. august 2009 10:23

Politimesterembedet i Grønland vil foreløbigt ikke give oplysninger, om den 36 fods store kutter, som politiet i følge radioavisens kilder har konfiskeret i Nanortalik. Royal Arctic Havneservice i Nanortalik bekræfter at kutteren er hentet af politiet og undersøgt med hvad der formodes at være hashhunde.

Det er derfor ud fra politiets egen viden og initiativ at kutteren blev ransaget af politiet med hashhunde, for derefter at ledsage kutteren fra Nanortalik til en endnu ukendt destination.

Kutteren blev i lørdags sejlet væk fra Nanortalik med politikutteren som ledsager. De konkrete informationer, som radioavisen er i besiddelse af, er indtil videre få.

Nanortalik Kredsret vil heller ikke udtale sig, om der har været grundlovsforhør i forbindelse med eventuelle tilbageholdelser af kutterens besætning, eller om der er foregået grundlovsforhør bag lukkede døre.

- Når sager i retten bliver holdt bag lukkede døre, er det for at beskytte efterforskningen og opklaring af sagen, og det kan også ske i andre sager end hash, forklarer landsdommer Søren Søndergaard Hansen i generelle vendinger. Han vil som kredsretten ikke kommentere konkrete sager.

- Vi vil ikke kommentere på noget som helst, siger politimester Morten Nielsen til Radioavisen. Han vil virken afkræfte eller bekræfte i sagen om den 36 fods kutter i Nanortalik. Morten Nielsen opfordrer dog Radioavisen til at ringe igen om en uge, for nærmere informationer om kutteren.

Det har ikke været muligt at finde ejeren af kutteren på 36 fods.