35 ekstra flyvninger redder julen

Air Greenland måtte gå i luften med 35 ekstra flyvninger på ét døgn for at sikre julefreden.
23. december 2009 05:39

Flere dages dårligt vejr over det meste af Grønland i sidste uge betød, at Air Greenland måtte aflyse mange flyvninger. Og dermed var julefreden i fare med masser af julegaver og passagerer strandet rundt om i landet.

Men efter to dage satte Air Greenland alle kræfter ind på at få gaver og mennesker frem til tiden, og den 16. december blev en af de største trafikdage i flyselskabets historie med hele 35 ekstra flyvninger på ét døgn.

For at klare opgaven måtte Air Greenland leje fly hos blandt andre Thomas Cook Airlines og Atlantic Airways. Det gav så lige den sidegevinst, at Qaqortoq - som ellers var totalt udsolgt af juleænder - kunne få ekstraordinære ande-forsyninger fra Sisimiut.

Air Greenland meddeler i følge Sermitsiaq, at alle julebreve og passagerer når frem til jul. Dog lige bortset fra 7 personer i Uummannaq. Her kunne Dash-7 ikke lande på grund af dårligt vejr, og dermed nåede de 7 passagerer ikke den sidste Danmarksmaskine i går. Men de kommer med på det første fly efter jul, lover Air Greenland.