27-årig i isolation i en uge

Den 27-årige mand, som i aftes under stor dramatik blev anholdt ud for restaurant Maximut i Nuuk, er under et grundlovsforhør i dag blevet tilbageholdt i isolation i syv dage. Han er sigtet for trusler på livet, oplyser politiet.
16. marts 2010 14:11

Den 27-årige truede i aftes en anden ung mand ved at holde en pistol for panden af ham, hvorefter han kørte i en sort firehjulstrækker, indtil en politipatrulje stoppede manden foran Maximut i Nuuks bymidte.

Her blev han af pistolbevæbnede politifolk beordret ud af vognen, ned at ligge på jorden og herefter lagt i håndjern og anholdt. De tre passagerer, som også blev anholdt, blev senere i aftes løsladt, mens føreren af bilen blev tilbageholdt og nu skal sidde i isolation i syv dage.