Operasanger har succes med juleudgivelse

Den grønlandske operasanger, Josef Lund Josefsen, har udgivet et nyt album, som hedder " Juullimi siullermi" - Den første Jul. Og albummet er blevet en stor succes.
Josef Lund Josefsen(tv) er overrasket over, hvor populær hans nye juleudgivelse er. Her ses han sammen med sit turnéhold bestående af Halldóra Ósk, Jim Milne og Nick Poulsen. Foto © : Privatfoto
26. december 2019 12:34

Josef Lund Josefsen har været operasanger i 11 år nu, og han er efterhånden blevet meget kendt her i landet.

Hans ny CD, " Juullimi siullermi", er en stor succes, for udgivelsen har solgt hele 3000 eksemplarer - noget der svarer til en guldplade.

Han er overrasket og stolt over albummets succes.

- Det er jeg meget glad for. Jeg er stolt, selvfølgelig over hvad jeg har nået. Det havde jeg ellers ikke regnet med, vi har jo stor konkurrence fra iTunes og lignende tjenester, som er meget populære. Så derfor havde jeg ikke regnet med at sælge så mange, siger Josef Lund Josefsen.

Josefsen: Kystturné mindede mig om Ida

Samtidig med udgivelsen af den ny CD har han været på turné langs kysten for at holde koncerter. De numre, han synger, er skrevet specielt til cello. Men der er også sange, der skal akkompagneres af piano og orgel.

Kystturnéen vakte mange vemodige minder hos Josef Lund Josefsen:

- Vores turné langs kysten var speciel. Det var en tur, der mindede mig om Ida Heinrich, siger Josef Lund Josefsen om operasangerinden, der døde i februar i år.

Julen er ofte præget af både travlhed og glæde hos befolkningen, og det gælder også for operasangeren:

- Selvom at det er en meget travl periode, betyder den meget for mig. Glæde, sammenkomst, familie, venner, varme, kærlighed sådan vil jeg beskrive juletiden. Det betyder meget for mig, siger Grønlands kendteste operasanger, Josef Lund Josefsen.

Han holdt julekoncerter i 12 forskellige byer langs kysten.