21-årig viede par i Illoqqortoormiut

I Illoqqortoormiut foregik i sidste uge en borgerlig vielse, der var lidt ud over det sædvanlige. En ung mand på kun 21 år, stod nemlig for en borgerlig vielse med borgmesterens bemyndigelse.
Skrevet af Karsten Sommer
07. november 2009 13:36

Et bryllup er jo normalt en ceremoni, hvor en myndig præst eller en borgmester står for vielsen. Men i Illoqqortoormiut var det i sdiste uge 21-årige Juulut Danielsen der fik opgaven. Han blev på baggrund af sit kandidatur for IA suppleant for den geografisk valgte repræsentant ved sidste kommunalbestyrelsesvalg.

Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han skulle få til opgave at vie et brudepar:

- Da jeg første gang hørte, at jeg skulle foretage vielsen, var jeg selvfølgelig spændt. Det er en fornøjelse at kunne prøve noget, som kun få har prøvet. Mine jævnaldrende troede heller ikke på mig i første omgang, da jeg fortalte dem om at jeg skulle vie et brudepar, fortæller Juulut til Kommuneqarfik Seermersooqs hjemmeside.

Bruden, som Juulut viede, havde også været spændt:

- Vores beslutning om brylluppet var meget impulsiv, og først da vi var på vej derover, blev jeg lidt anspændt, men det blev veloverstået, fortæller Eva Sanimuinnaq, der ikke havde noget imod, at vielsen blev foretaget af én, der var meget yngre end det lykkelige brudepar.