20 skoleelever fra Ittoqqortoormiit flytter til Nuuk

For tyve elever i afgangsklasserne byder anden halvdel af skoleåret 2012 – 2013 på en meget stor forandring. De har byttet deres bopæl i Ittoqqortoormiit ud med en midlertidig bopæl i landets hovedstad med det ene formål at få en ordentlig uddannelse.
Skrevet af Peter Troelsen
19. marts 2013 09:38

De blev budt velkommen til Nuuk af borgmester Asii Chemnitz Narup ved et arrangement i NUIF´s lokaler, hvor Hinnarik stod for underholdningen.

Alle kontaktpersonerne omkring eleverne har også inviteret med. Lederne af elevhjemmene, kontaktfamilier og kontaktpersoner på skolerne samt et par elever fra Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat, som er Ittoqqortoormiit-elevernes bofæller i elevhjemmene i Nuuk, deltog også i festlighederne.

De tyve elever fra Ittoqqortoormiit tog til Nuuk på grund af en eklatant lærermangel i deres hjemby. De ældste elever i skolen kunne vælge mellem en flytning til Tasiilaq eller til Nuuk, og to valgte Tasiilaq, imens resten sagde ja til en oplevelse i landets suverænt største by.

Eleverne i 9. klasse går på Ukaliusaq mens 10. klasses eleverne er spredt ud på tre skoler.