18. december går ikke over i historien

18. december 2009 bliver ikke dagen, hvor København skriver verdenshistorie med en ny global klimaaftale.
18. december 2009 05:57

Først til næste år skal klimaforhandlingerne afsluttes, viser et udkast til den klimaaftale, der netop nu diskuteres af stats- og regeringscheferne i København.

Udkastet, som politiken.dk er i besiddelse af, er ikke den endelige aftale. Der føres stadig intense forhandlinger - senest er den amerikanske præsident Barack Obama fløjet ind til slutspillet i Bella Center.

Han ventes om kort tid at gå på talerstolen i Bella Center.

Aftaleudkastet er et resultat af et minitopmøde i aftes i Bella Center med deltagelse af 27 landes ledere, blandt andre USA's udenrigsminister Hillary Clinton.

- Vi havde en meget frugtbar, konstruktiv dialog, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen efter mødet i følge DR.

Blandt de lande, der har udformet udkastet, er Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Polen, Spanien, Brasilien, Sydafrika, Maldiverne, Bangladesh, Japan, Australien og USA.