17.000 fly aflyst

Fra Paris i syd helt til Grønland i nord aflyser nordeuropæiske lufthavne i dag al flyvning.
16. april 2010 07:14

Det betyder rundt regnet, at omkring 17.000 flyvninger i dag bliver aflyst, oplyser den europæiske luftfartsmyndighed Eurocontrol til DR.

Flyaflysninger sker på grund af røgskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull. På en normal fredag ville omkring 600 fly krydse Atlanten - 300 hver vej. Her til morgen ventes blot 100-120 fly at lande i Europa fra Nord-, Syd- og Mellemamerika.

Luftrummet helt lukket i Irland, Storbritannien, Belgien, Holland, Danmark, Sverige, Norge, Finland og Estland.

Desuden flyves der ikke til og fra det nordlige Frankrig inklusive Paris, ligesom trafikken er stoppet til de tyske lufthavne i Düsseldorf, Køln, Hamborg og Berlin.

Air Greenland aflyste allerede i går atlantflyvningerne til og fra Danmark i dag. Det drejer sig helt præcist om GL 781 fra København til Kangerlussuaq og GL 782 den modsatte vej.

Air Greenland planlægger at indsætte erstatningsfly i weekenden, så torsdagens passagerer skal flyve på lørdag, og fredagens passagerer skal flyve på søndag. Foreløbig drejer det sig om 900 passagerer.

Askeskyen ventes at bevæge sig mod øst og syd-øst, oplyser dr.dk