150 strikkede muffedisser på Bryggen

Strikkepindene klikkede og perlerne gled ned over garnet, da Nordatlantens Brygge i går inviterede til strikkecafé om den grønlandske muffedisse.
Skrevet af Martine Lind Krebs
16. april 2012 07:35

Arrangementet var en stor succes med fuldt hus på i alt 150 strikkeinteresserede damer.

Det er tredje gang Nordatlantens Brygge holder strikkecafé. Første gang var det den islandske sweater, der var i fokus. Gangen er efter færøske strikmønstre, og nu var det så den grønlandske muffedisse – tajarutit – som er en del af den grønlandske kvindenationaldragt.

I spidsen for cafeen stod Aviaaja Kleist Burkal, som er forfatter til bogen ’Håndledsvarmere med perler’. Hun mener, at muffedisserne har fået et moderne comeback, ikke kun i Grønland.

- Inden for de sidste 4-5 år er man begyndt at kunne købe dem overalt,for eksempel ved H&M. Altså uden perler, men i strik helt op til albuerne. Så det er helt klart kommet mere på mode inden for de seneste år, siger hun.

Hun kan ikke vurdere, om dagens velbesøgte arrangement er et udtryk for, at danskerne også har fået øjnene op for den grønlandske muffedisse.

Men hun oplever, at der er en stor interesse for dem. Og den grønlandske muffedisse er da også noget helt særligt, mener hun.

- Det er den meget elegante og fine variant. Det kræver tålmodighed, for det tager trods alt mange timer at lave dem. Men de kan også personliseres meget med sit eget personlige mønster, siger hun.

Nordatlantens Brygge vil holde fast i de populære strikkearrangementer, også måske også udvide dem til at omfatter andre former for kreativt håndarbejde som for eksempel perlesyning, oplyser projektleder Asta Stefansdottir.