1,5 millioner kroner til folkeafstemning

Det er hvad Qaasuitsup Kommunia foreløbig regner med at komme til at bruge, når de den 25. marts indkalder sine indbyggere til den vejledende folkeafstemning om Qaasuitsup Kommunias størrelse. De 1,5 millioner kroner skal blandt andet bruges til rejserne i forbindelse med oplysningskampagnen op til afstemningen, og så til selve afholdelsen af folkeafstemningen.
04. marts 2014 14:11

Forberedelserne til den kommende oplysningskampagne og folkeafstemning om Qaasuitsup Kommunias størrelse er allerede i gang:

- Vi har bedt økonomiudvalget om, at finde de 1,5 millioner kroner fra kommunens budget, således rejserne kan afholdes, siger Enok Sandgreen, formand for udvalget for Demokrati, Kommune, Kommunikation og Infrastruktur i Qaasuitsup Kommunia, der står for planlægningen af folkeafstemningen.

Så nu er det kun op til kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia, at godkende udvalgets indstillinger til oplysningskampagnen og folkeafstemningen og bevillige pengene.

Kommunalbestyrelsen afholder derfor et ekstraordinært telefonmøde på mandag, hvor politikerne ud over pengene blandt andet skal beslutte om det vil følge udvalgets indstilling om, at afholde oplysningskampagnen på samme dag i alle byer i kommunen:

- Oplysningskampagnen finder umiddelbart sted på samme dag i alle kommunens byer. Den vil blive ledet og gennemført af byernes nuværende valgte kommunalpolitikere. De samme politikere står også for oplysningskampagnen i de nærliggende bygder. Derfor vil kampagnen tage nogle dage i alt, siger Enok Sandgreen.

Han forklarer yderligere at Udvalget også indstiller, at oplysningskampagnen ikke må bliver afholdt alene af en ja eller en nej-siger til storkommunen:

- Lad mig tage Qaanaaq som eksempel. I Qaanaaq har de to folkevalgte. En fra Siumut og en fra Atassut. Og de er begge nej-sigere til storkommunen. Så for at undgå, at sagen bliver fremlagt kun fra deres side, så skal der også tilkaldes en ja-siger til storkommunen til Qaanaaq, siger Enok Sandgreen.

Selve folkeafstemningen finder sted den 25.marts og vil blive afholdt som ved valg til Inatsisartut og kommunerne:

- Og når vi laver sådan et arrangement som en vejledende folkeafstemning og kommer til at bruge en masse penge, så er det selvfølgelig for at se, hvad borgerne i Qaasuitsup Kommunia synes om kommunestørrelsen. Og så går jeg stærkt ud fra, at kommunalbestyrelsen vil fremsende resultatet af afstemningen til Naalakkersuisut og Inatsisartut til deres fri benyttelse, siger borgmester Ole Dorph fra Siumut i Qaasuitsup Kommunia.

Folkeafstemningen bliver afholdt i alle byer og bygder og vil åbne klokken 9 og lukke klokken 20 om aftenen.