14 medaljer ved DM i freestyle til Grønland

I dag sluttede Danmarksmesterskaberne i freestyle på snowboard og ski i Ringkollen Parken i Norge med kongedisciplinen Slopestyle.
Foto © : Nikolaj Buk/Danmarks Skiforbund
09. april 2016 17:00
Versionist Jaaku Lyberth

Også her vankede der medaljer til deltagerne fra Grønland, oplyser den grønlandske ski- og snowboardklub Snowball til KNR.

På mesterskabernes sidste dag vandt Jonas Strømsted således snowboard hos herrerne, mens Mathias Mark blev nummer to.

På ski vandt Meino Pedersen førstepladsen hos juniorerne foran Julius B. Sørensen.

Big Air fredag

I går stod den på Big Air. Her blev det til fem medaljer til atleterne fra den grønlandske ski- og snowboardklub, Snowball.

Meino Pedersen vandt førstepladsen på ski hos juniorerne med Julius Sørensen på andenpladsen.

På snowboard vandt 15-årige Henrik Møller guld i juniorrækken. Mens Rasmus Brøgger tog førstepladsen i snowboard hos herrerne foran den forsvarende grønlandsmester og sidste års vinder, Jonas Strømsted, som i går ikke havde held med at lande sine tricks i den bløde forårssne, skriver Danmarks Skiforbund på sin hjemmeside.

Sammen med medaljehøsten på mesterskabernes første dag i tirsdags blev det til i alt 14 medaljer til Grønland.