14-årige Lars Samo på verdens navle

En grønlandsk dreng på 14 år har netop deltaget i verdens nordligste marathon, nemlig den, der bliver afholdt på selveste Nordpolen.
Skrevet af Jens Thorin
11. april 2012 16:28

Lars Samo Tobiassen fra drengeprojektet Matu i Nuuk kom i mål som en meget flot nummer 10, ud af de 40 deltagere fra flere nationer, der deltog i dette års Maraton på Nordpolen.

- Løbet var skønt men også hårdt, fortæller 14-årige Lars Samo Tobiassen.

Han var den yngste deltager nogensinde, der har gennemført Maraton på Nordpolen.
Lars Samo Tobiassen og de andre 40 deltagere ankom til Spitsbergen på Svalbart den 3. april, og dagen efter gik rejsen videre til den geografiske Nordpolen, hvor der er lavet en bane på godt 4,2 kilometer, som deltagerne gennemløb ti gange.

Både under turen til Nordpolen og under selve løbet blev den 14-årige maratonløber ledsaget af Akannguaq Lennert og Thorlak Skifte Nielsen, der begge arbejder på Matuprojektet.

- I Matu træner vi året rundt, hver eneste dag. Vi har løbet en del, stået på ski, cyklet, ja alle former for sport og styrketræning i Fit and Fun. Så vi er i gang hele året rundt, fortæller Thorlak Skifte Nielsen. 

Han opnåede et resultat som nummer 11, og hans kollega, Akannguaq Lennert blev nummer 16, så hele den grønlandske trio opnåede flotte resultater i et løb, der foregik under nordpolens midnatssol.

- Det var skiftevis overskyet og sol. Temperaturen var ca. minus 28 grader med lidt vind. Det var koldt, men det var fint i sidste ende, så det var fint nok, siger Thorlak Skifte Nielsen

Og Lars Samo Tobiassen havde forberedt sig grundigt op til maratonløbet.

- Jeg forberedte mig hver dag enten ved at løbetræne eller løbe på langrend, fortæller Lars Samo Tobiassen.

Matu Projektet håber at kunne  få fondsstøtte, så flere drenge kan deltage i lignende krævende løb.